Vaulorent er den eneste Premier cru mark, som ligger på samme bjergside som Grand Cru markerne. Vi befinder os i den nordlige ende af bjergsiden, hvor Vaulorent grænser op til Grand Cru markerne Preuses og Bougros. Selv om Vaulorent deler samme jordbund som naboerne, har den ikke den samme sydvendte eksponering. Derfor kvalificerer den sig simpelthen ikke til Grand Cru status, men anses stadigvæk som en stærk udfordrer til naboerne med sine elegante og seriøse vine!
William Fevre er en af de førende producenter i Chablis med kvaliteter på øverste hylde. William Fevre grundlagde domænet i 1959 med blot 7 hektar. Gennem årene har huset opkøbt flere parceller, og det ejer i dag 78 hektar, der alle ligger i det historiske Chablis. Heraf er 15,9 hektar Premier Cru og 15,2 Grand Cru. De ejer parceller på 6 af 7 Grand Cru marker.